Dag 18: Vandretur et stykke ned under kanten og en lille tur på museum
Jakob valgte at blive i camperen, selvom han syntes det var både træls og kedeligt – for at lade hånden få ro. Vi andre tog shuttlebus ud for at gå et stykke af South Kaibab Trail.

Vi gik af sted kl. 8.30 og aftalte at gå nedad i max en time og så vende om, så vi kunne være oppe igen inden den værste middagshede.
Guidebogen skrev, at den var stejlere end den mest populære Bright Angel Trail, men til gengæld var der udsigter hele vejen. Så vi aftalte også, at hvis nogen (Dagmar og Anna Marie) ikke kunne lide det, så vendte vi om.
Det gik fint og det var en meget flot tur.
På vej ned mødte vi en ranger, der gik ‘preventitive rescue’ – snakkede med folk om, hvad deres vandreplaner var og vurderede om de var realistiske… 150 personer bliver hvert året hentet ud af / op af Grand Canyon med helikopter, ikke fordi de falder, men fordi de bliver dårlige af varmen! Rangeren mente sagtens vi kunne gå efter ikke det første punkt men det andet. Det kom også til at passe fint, efter 55 minutter var vi ved Cedar Ridge. Og vi kom tilbage op på samme tid fordi jeg ikke tog billeder på vej op. Her er et par af dem fra turen ned:


Om eftermiddagen slappede vi lidt af, nogle kom i brusebad osv og så tog vi alle sammen bussen for at tage på ‘Shrine of The Ages’. Det viste sig at være en kirke for forskellige religioner, og den var lukket – i stedet tog vi en anden bus og var på et lille men fint museum om Kolb-brødrene, der drev et fotostudio i Grand Canyon fra 1903 og frem. De lavede en udgave af det de i dag gør i Legoland, Disneyland osv.:

Fra deres hus på kanten fotograferede de turister, der på muldyr var på ned af Bright Angel Trail – så havde de fremkaldt billederne, når de kom op igen, så turisterne kunne købe dem. Ret sjovt.
Fantastisk smukke billeder! Dejlige oplevelser sammen – og sejt at I kan gå så meget!
Var Ohh Ahh – Point et ohh ahh værd?